27. september 2010

Kjærleiken finst

Eg er altfor dårleg til å få med meg det som går på kino. I mange tilfelle gjer det kanskje ingenting, eg får seinare sett filmen heime på min vesle, tjukke tv eller på datamaskina. Men i dette tilfellet fekk eg streng beskjed om å gå på kino. Dette var nemleg ikkje ein film ein burde sjå på ein liten skjerm med dårleg lyd.
Så eg lydde.

Og sidan eg skriv om det her er det vel openbart for alle at det var verd det. Filmen var vakker og sanseleg. Han var vond og nydeleg og intens, på underleg vis. Somme tider intens i det stille. Heilt stille i svært dramatiske scener. Andre tider med valdsam musikk i heilt stille scener. Slik at noko skjer. Slik at du blir berørt av det du ser, det du høyrer eller ikkje høyrer. Og det filmatiske, så uendeleg estetisk vakkert, smellvakkert. Eg må sjå han igjen. Sjå han, du òg.
I Am Love.



kærligheden findes, kærligheden findes
så glemsomt din hånd puttet ind som en unge
i min, og døden umulig at huske,
umuligt at huske hvordan et umisteligt
liv, så let som med en kemisk bevægelse
hen over kamgræs og klippeduer, alt,
mistes forsvinder, umuligt at huske at
flokke der hist og her findes av rodløse

mennesker, husdyr og hunde forsvinder;
tomater; oliven forsvinder, de brunlige
koner, der høster dem, visner forsvinder,
mens jordbunden støver af kvalme, et pulver
af blade og bær, og kapersbuskens blomsterknopper
aldrig bliver indsamlet, syltet med salt
og spist; men før de forsvinder, før vi
forsvinder, en aften vi sidder til bords med
lidt brød, et par fisk uden bylder og vand
der med kløgt er forvandlet til vand, går en
af de tusind historiske krigsstier pludselig
tværs gennem stuen, du reiser dig, grænserne,
grænserne findes, gaderne, glemslen

overalt, men dit skjulested nærmer sig ikke,
se, månen er alt for belyst og Karlsvognen
kører tilbage så tom som den kom; de døde
vil bæres, de syge vil bæres, de nedbrudte
blege soldater der ligner Narcissos vil
bæres, du vandrer så underlig evigt
omkring, og kun når de dør, gør du holdt
i en kålhave ingen har passet i flere
århundreder, lytter dig frem til en udtørret 
kilde, et sted i Karelen måske, og mens
du tænker på ord som kromosomer, kimærer
og på kærlighedsfrugternes fejlslagne vækst
piller du lidt bark af et træ og spiser det

Frå Alfabet av Inger Christensen

2 kommentarer:

caroline sa...

Takk for et fint filmtips. Denne vil jeg se, men på vår kino sender de bare barne- og actionfilmer for øyeblikket.

Aina sa...

Då håper eg dei tek til vett og får inn denne om ikkje så lenge.