Om reisande og tiggarar

Allereie Eilert Sundt skjønte før 1850 at folk er folk:

”Det måtte have været et overkommelig arbeide at indlade sig med disse mennesker. Om man i tide havde mødt dem med fordomsfrihed og menneskekjærlighed, skulde det måske have været mulig at vinde deres fortrolighed, og et fuldt kjendskab til deres hele menneskelige væsen skulde måske være blevet middel til at forlige disse fremmede med det folk, i hvis midte de nu befandt sig. Jeg tør jo ikke sige for vist, at et sådant forsøg vilde have faldet aldeles tilfredsstillende ud; men det tør jeg sige for vist, at den skånselløse hårdhed, hvormed man jagede hine ulykkelige som vildt, uden at det var dem muligt, selv om de havde villet, at flygte bort (thi i Sverige vilde man jo heller ikke tåle dem), denne hårdhed har kun gjort dem endnu mere uvillige til at slutte sig til det samfund, af hvilket de fra fødselen af ere blevne forstødte."

Frå Om fante- eller landstrygerfolket i Norge, s. 63 (denne utgåva 1974, første gong utgitt 1850)