nu ingen panik, det er bregner
på rejse, de opsamler tiden
og bundter den, bregnerne har
deres egen kalender, tårer
og regn og lidt sollys så sort
som når skovsnegle bærer det
rundt; åh lyt til de rolige
vifter og sporernes underste
brune sekunder der tikker
endnu, måske kan de huske
hvor skjulte vi lå, hvor
skjulte på steder hvor aldrig
et menneske kommer vi lå,
før vi omsider blev født
og krøb frem; jeg ser mig
uroligt tilbage og sneen,
der falder så tyndt her til
morgen, vågner forsigtigt
og smelter, en eng ligger
udbredt med viber, man går
efter lyden, det knækker
så frossent i isen, præcis
som da tårer engang skulle
knuses som perler og strøs
på den syge, omsider er
kroppen så salt at dens
lange historie opløser
dyne min mor må have rystet
forsvinder, og barndommen
breder seg forude, henne
ved vinduet foldes lidt
sollys på plads i gardinet
aften den sekstende juni
Frå Alfabet av Inger Christensen
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar